KIRSTINE MENGEL
STAND #05
Kunstfotografi af Kirstine Mengel
Kirstine Mengel er en prisvindende fotograf, hvis værker er blevet udstillet i udlandet og i Danmark. Mengels kunstfotografier kredser ofte, på forskellig vis, om det særlige lys, hvor noget fortættes og billedet opleves som stemningsfuldt. Igennem flere årtier har hun taget et af sine mindste kameraer med ud i de tidlige morgener, når tågen har været fremme. Eller hun har taget sit vanlige, større set-up ud i de sene nattetimer, når fuldmånen lyser landskabet op.
”For mig handler det om at fange et helt særligt øjeblik,” forklarer hun til, hvorfor hun interesserer sig for det særlige lys, som tåge og fuldmåne giver. Det handler om en fascination for det øjeblik, der ikke kan genskabes.
Naturen, som noget på én gang genkendeligt, hjemligt og iøjnefaldende – måske tankevækkende – går igen i Mengels fotografier. Her er det velkendte værd at studse over; det naturlige standset i et øjebliks opløsning.
Udstillinger og internationale priser
Et andet motiv, der står i stærk kontrast til naturbillederne, tæller en abstrakt, nærmest grafisk orienteret måde at afbilde arkitektur på i serien Stairs of Wonder. Serien opnåede at blive udvalgt til udstilling på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2021.
Desuden blev serien om Misty Mornings udstillet på ”Lys på Læsø” i 2019, i 2015 i Galleri 5000 i samarbejde med kunstnergruppen Qwerty, i 2012 til fotografiets dag på Kunstmuseet Brandts og på Marstal Søfarstmuseum i 2010 med serien ”Med saltvand i hjertet”.
Kirstine Mengel er uddannet fotograf og har arbejdet med at fotografere arkitektur, design, natur og mennesker i mere end 20 år. Kirstine Mengel har modtaget en række internationale priser for sit virke som fotograf, blandt andet ‘Prix de la Photographie Paris’ og ‘International Photographer Award 2nd Prize in Architecture’.
WEBSITE: kirstinemengel.dk
INSTAGRAM: @kirstinemengel