HENRIK GLAHN

Henrik Glahns skulpturer optræder i spændingsfeltet mellem det figurative og det abstrakte. Den figurative accent peger mod kroppen og bevægelsen videre ind i menneskets inderste. Den bevægelse som er kunstnerens anliggende, for her bliver det spændende, og herfra kan vi udvide vores verden i retning af noget, som er mere og større end os selv. Ikke i fysisk forstand, og ikke med vores forstand, men med sanserne.

Materialet er beton, det er hudløst ærligt, der er intet forkromet over det. Beton spejler mennesket og det uperfekte. Med beton træder han ud af idealet og ind i det ærlige og den styrke, som ærligheden giver - både psykologisk og åndeligt.

Beton giver skulpturerne fri. De kan stå ude i vejret året rundt og kan nå længere ud i verden og kan nå flere. Som sådan har beton en demokratiserende virkning på kunsten. Vi har alle brug for kunsten til at inspirere os, hjælpe os med at frigøre os fra egne begrænsninger og psykologiske bindinger, siger Henrik Glahn.

Farverne er for det meste monochrome, for at give plads til formsproget. Men det sker også, at Henrik Glahn skruer helt op for paletten og iklæder sine skulpturer i hidsige gule, pink og grønne farver. Her bryder kunstnerens baggrund og karriere som designer igennem og blander sig. Måske som et eksperiment, måske som et oprør.

Værkerne er både monumentale og kraftfulde samtidig med, at de taler til følelserne, uanset hvor i feltet mellem det figurative og abstrakte, de optræder. Dialogen mellem form og figur og mellem opbygning og nedbrydning, udtrykt gennem den stærke og sprøde beton, er fortællingen om vores styrke såvel som vores sårbarhed.